Top of the page

MTO electric a/s ansætter ny handelselev i salgsafdeling

mandag den 26. august 2019

Nyansættelse: Gitte Brodersen er ny elev i MTO electric a/s' salgsafdeling.

Når kunderne fremover ringer ind til MTO electric, kan de fra ultimo august møde en ny stemme på telefonen. Stemmen tilhører MTO’s nye handelselev, Gitte Brodersen, som netop er flyttet ind på salgskontoret sammen med Zineb, Herdis, Klaus og Jens.

Gitte Brodersen er 35 år gammel, født og opvokset i Horsens og mor til to.

Efter 15 år som salgsassistent i Føtex, valgte Gitte sidste år at påbegynde et helt nyt kapitel af sit liv og vende tilbage til skolebænken. I juni i år blev hun færdig med sin EUD på på Learnmark Business i Horsens og er nu klar til nye udfordringer som handelselev i MTO’s salgsafdeling.

15 års efaring med salgsopgaver

Selvom Gitte kun lige er startet som elev i MTO’s salgsafdeling, så har hun masser af erfaring med en lang række salgsrelaterede opgaver.
”I Føtex har jeg været vidt omkring i huset. Jeg har både været i kassen, kundeservice, kiosken samt i food og nonfood”, fortæller Gitte og tilføjer: ”De sidste 4 år var jeg i parfumeafdelingen, hvor jeg stod for den daglige drift, bestilling af varer, opbygning af udstillinger, vejledning af kunder samt leverandørkontakt og varebestilling”.

Det var dog ikke kun salgsdelen, der tiltrak Gitte i jobbet som handelselev i MTO.

”Jeg valgte at søge job hos MTO electric, da det lød som en rigtig spændende virksomhed, hvor man kommer vidt omkring i sin uddannelse”, fortæller Gitte og peger bl.a. på kombinationen af kontor og salg til kunder som noget af det, der var vigtigt for hende i valget af elevplads.

Den bedste vejledning og et smil på læben

Efter en grundig oplæring i MTO’s store produktprogram med godt 50.000 varenumre fra mere end 50 leverandører, er Gitte klar til at starte op i salgsafdelingen, hvor hun både skal jonglere med de mange skriftlige ordrer, ordrer fra MTO’s e-shop samt hjælpe og vejlede kunder via telefonen.

”Det er vigtigt for mig at sætte mig ind i kundens behov og ønsker og derefter finde den bedste løsning for kunden samt give den bedste vejledning – altid med et smil på læben”, siger Gitte, som ser frem til sit 2-årige uddannelsesforløb, der udover praktik i MTO også omfatter skoleophold på Mommark Handelskostskole.

”Jeg glæder mig til at udvikle mig, lære nyt og gøre mit bedste for at gøre kunderne tilfredse”, fortæller Gitte.

Fritiden nydes med familie, venner og hund

Når Gitte holder fri fra kunder og el-komponenter, så er det familien og vennerne, der optager Gitte’s tid.

”Min fritid bruger jeg meget sammen med mine børn. Vi er ofte i skoven med vores hund, som er en Fransk bulldog, fortæller Gitte og tilføjer:
”Vi tager bl.a. i Legoland eller Givskud Zoo, hvor vi bare nyder at være sammen som en familie. Ellers så nyder jeg cafébesøg med mine veninder”.

Gitte kan fremover kontaktes på tlf. nummer 75 806 334 eller pr. mail til gbb@mto-electric.dk.

Om MTO:
MTO electric a/s i Vejle forhandler el-komponenter og kapslingsløsninger til en bred kundegruppe indenfor el-sektoren. Virksomheden, som repræsenterer mere end 50 udenlandske leverandører, har til huse på Stiftsvej i Vejle Nord og beskæftiger pt. 19 ansatte.